Proceskonsulenten gentænkt - Artistisk nyskabelse i det ubestemte

Filosof Anders Fogh Jensen bekendtgør med sit samtidsdiagnostiske begreb om projektsamfundet; at det moderne menneskes liv er blevet projektært. Denne artikel reflekterer over, hvad det betyder for nutidens proceskonsulent.

Tidligere har disciplin, faste kulturelle koder og bestemmelser skabt sikkerhed og forudsigelighed på alle samfundets arenaer ved at udstikke en proklameret retvisende kurs. Denne kurs afmonteres i kraft med projektets indtog og frisætter mennesket fra den orden- og regelstyring, som kendetegner disciplinærkulturen og etablerer en i samfundet gennemgående projektorienteret livsførelse og organisering styret af midlertidige aktiviteter;

”Projektsamfundet er karakteriseret ved, at et stort antal af midlertidige forbindelser opstår og forgår hurtigt igen. Individer forbinder sig, lægger energi i noget sammen, udfolder et projekt og skilles igen. Forbindelser og projekter kan være skrøbelige og midlertidige. Men det system, hvori projekterne foregår, er det ikke. Det er et stabilt system for det midlertidige.”  (filosoffen.dk)

Projektsamfundets grundkår er ubestemthed; projekterne opstår en enkelt gang, de er midlertidige og karakteriseret ved immanente, fremtidsorienterede bedømmelseskriterier. Projekterne baserer sig på sandsynlighed frem for sikkerhed, på mening frem for regler og på aktivitetsbaserede forbindelser frem for stabile relationer.

Denne ubestemthed kontrasterer disciplinærkulturens regelorientering, og den præger menneskelig identitet i kraft af sit indtog i alle sfærer; i organisationer, parforhold, ledelse, krigsførelse, sport, socialisering… – i livet generelt.

Proceskonsulenten har de seneste år lykkes med at agitere transitionsfigur i dette paradigmeskifte. Igennem procesøvelser er flere og flere organisationer, ledere og medarbejdere gjort forandringsparate og i stand til at agere i en verden af uforudsigelighed og sandsynlighed, og de er ikke mindst blevet i stand til selv vedvarende at varetage denne forandringsorientering og eksekveringen af den.

Det relevante spørgsmål er i denne forbindelse, om proceskonsulenten er under afvikling eller udvikling. Hos joint action er vi overbeviste om de sidste; proceskonsulenten er under udvikling – men kun hvis vi er kontinuerligt nysgerrige på at undersøge, hvilken rolle proceskonsulenten bør have i fremtiden.

Organisationer, ledere og medarbejdere er i højere grad end tidligere i stand til at agere ind i det nye, ind i projektsamfundets grundkår af ubestemthed. Spørgsmålet er dog, om organisationen er blevet så gode til at håndtere ubestemtheden, at de har standardiseret og kontrolleret denne ageren, så den er præget af gentagelser frem for egentlig nyskabelse. Proceskonsulenten skal påvirke organisationer og ledere til at tage vedvarende stilling til denne ubestemhed ved at søge ind i den uden systematiseringstrang for at udleve det nærværende potentiale. Til ubestemthed knytter der sig et potentiale af frihed, som kan udleves, hvis mennesket viser sig i stand til at mærke efter og tage stilling til, hvad vi vil med denne og til at handle derpå.

Det er denne proces, som proceskonsulenten skal facilitere gennem artistiske nyskabelser i organisationerne. Konsulentens opgave er i fællesskab med organisationen at skabe noget unikt; skabe musik, kunst, bevægelse, eller en anden form for artistisk performativitet, der gør organisationen i stand til at mærke efter, tage stilling og nyskabe sig i et selvloyalt udtryk. Den artistiske nyorientering vil skabe en meningsgivende kontinuitet af identitet i det ellers ubestemte.

Proceskonsulenten som artistisk facilitator vil således bryde med ideen om den neutrale konsulent. Neutralitetsforståelsen skal omskrives, så neutralitet ikke ligestilles med objektivitet, men med loyalitet; loyalitet over for organisationens frie stillingtagen til verden. Således gentænkes og aktualiseres proceskonsulenten i projektsamfundets grundkår af ubestemthed.

- 01.11.14