Kunst og konsultation

God kunst minder os om vigtigheden af den pragmatiske dannelse og om vores demokratiske grundprincipper ved at sige noget nyt - således provokeres og positioneres beskueren til refleksion og stillingtagen.

Denne artikel vil sætte fokus på, hvordan iagttagelse af nyskabende kunst kan katalysere en pragmatisk dannelsesproces, der kan hjælpe os til at tage stilling til os selv ved at konfrontere mennesket med sin kontingens. Dette sker gennem et indblik i den danske kunstner Martin Bigums kunstner-univers. Bigum er lige nu aktuel med bogen "Min personlige kunsthistorie". 

Nytænkning og positioneringer

Kunstproduktions bevægelse er for Bigum et ungt, hvileløst menneske, der afsøger sin eksistens for at blive synlig for sig selv og finde sin stil. Sådan en sejrende bevægelse gør Bigum ved hvert eneste maleri. Han producerer, men reproducerer aldrig - for der skal findes en ny stil, hver gang. At gentænke sin stil gennem kunsten er for Bigum i overensstemmelse med kunstens egentlige funktion; at gøre oprør. Det er for Bigum en forbrydelse, når kunsten ikke gør det. Dette understreges i nedenstående citat:

“Det er en forbrydelse mod kunsten, at man reproducerer sig selv. Kunst lægger jo ud med at være et oprør. Et ungt, hvileløst menneske, som har brug for at finde ud af, hvad fanden det her er for en overvældende eksistens. Og så finder det unge, hvileløse menneske ind til en stil. Det, der er så vildt, er, at der er så mange kunstnere, der siger; fint, nu fandt jeg min stil, så bliver jeg ved det. År efter år, årti efter årti. Hvis du tager nogen af de største kunstnere herhjemme. De har en stil, der bliver ved og ved og ved. Det er helt ufatteligt. Det svarer jo til, at jeg hver dag stod og lavede de samme billeder. Hver gang, jeg færdiggør ét maleri, er det en sejr. Skulle jeg så lave et til i samme genre? No way.” (Bigum, Apropos Magazine, Marts 2014)

 

Bigum har gang på gang vist, at han kan sit håndværk - og samtidig kan overskride det. Martin Bigums kunstunivers gentænker sig selv og efterlader sine beskuere undrende. Undrende og samtidig aktualiserede, for forundringen må anses som de sprækker, der bryder igennem og åbner op og ryster os som mennesker. En vedvarende undren og åbenhed sikrer, at kontingensen, det at ting ikke er til af nødvendighed, forbliver individets grundmodus for erfaring. Det er gennem undren, tvivl og nysgerrighed, at vi genopdager muligheden for nye og flere perspektiver og derigennem responderer på og tager stilling til gyldigheden af de eksisterende udlægninger af verden. Det er gennem undren, at vi kontinuerligt opdager og genbeskriver denne verden. Kunsten gør os synlige for os selv, og vores eksistens aktualiseres som synliggørelsen af position, polyfoni og multidiversitet.


Kontingens og pragmatisk dannelse

Richard Rorty beskriver i Kontingens, ironi og solidaritet fra 1991 sprogets, selvets og fællesskabets kontingens og de historiske og øjeblikkets forudsætninger for det - at fællesskabet ikke er til med nødvendighed. Der eksisterer ingen iboende, sande udlægninger af verden. Der er ingen sand virkelighed, men der er mange mulige - om end de ikke er lige hensigtsmæssige. På den baggrund kan vi altid selv skabe andre udlægninger end de eksisterende. Rorty påpeger, at denne erfaring er forbundet med ironi, en tilgang der, i modsætning til systemtankegangen, ikke kræver en helhedsforståelse af verden. Vi må som ironikere lære at betvivle vores eget vokabular. Vi må lære at lytte uærbødigt og direkte til ligeberettigede stemmer og positioner omkring os. Samtidig udleves en selvdannende proces, hvor vi vedvarende må genbeskrive os selv og vores udlægninger af verden. Autonomt bør vi hver især kontinuerligt tage stilling til, hvad vi vil med verden ved at finde stadig nye, bedre måder at beskrive os selv på. Vi må vælge en stemme, så at sige, der skal være vores egen. Dannelse for Rorty bliver således, at mennesket selvopdagende må finde og lede efter et nyt sprog og nye vokabularer, der myndig- og selvstændiggør til at lære os at tænke selv. For det er i menneskets selvstændighed og sprog, at verden kan begribes. Verden åbenbares gennem individets sprog og genbeskrivelser.

God og nytænkende kunst kan således konfrontere os og aktualisere, vores stillingtagen - sætte den i kontekst. Selvopdagende oplever Bigum sig genbeskrevet i sin kunst ved kontinuerligt at udvikle stadig nye stilarter. Samtidig oplever beskueren selvopdagende sig genbeskrevet ved at blive synlig for sig selv og få synliggjort de mange forskellige positioner kunsten stiller til rådighed. At danne sig selv kan således være denne æstetiske aktivitet, hvor vi som mennesker forstår den praktiske konsekvens af selvets kontingens, selvets plads i verden. De udtryk, vi frembringer via vores nye sprog, vokabularer og metaforer, bliver en selvfrembringende aktivitet, hvor vi på en måde “skabe[r] os selv som et kunstværk.” (Brinkmann 2007, Dewey i dag,15)

Den nyskabende kunsts rolle kan således være udgangspunkt for en pragmatiske dannelsesproces - måden vi som individer kan blive til på. Kunsten hjælper os til at tage stilling til os selv ved at konfrontere mennesket med sin kontingens. I mødet med nye positioner og nye vokabularer mindes vi om, at der eksisterer andre måder at beskrive verden på end de eksisterende. Vi må kontinuerligt tage stilling til, om vores beskrivelse er den mest hensigtsmæssige, den mest passende. Kunsten går derfor forud for verden, den muliggør hensigtsmæssige verdensforståelser. Den kan gøre det klart, hvad man vil, før man ved det. Denne klarhed ligger til grund for, at individet kan udvikle et vokabular om verden, den muliggør klar tale. Vi skaber kunsten, men den skaber ved samme lejlighed os gennem sproget.


Demokratisk dannelse i et pragmatisk dannelsesperspektiv

Som Niklas Luhmann beskriver det, så udgør dannelse “evnen til at iagttage refleksivt: Sætte sig i den andens sted, diskutere bestemte kodificeringers gyldighed i forhold til andre mulige kodificeringer, iagttage sig selv udefra - f.eks. selvironisk - indgå i metadiskussioner, osv.” (Brinkmann 2007, Dewey i dag, 15). Nyskabende kunst danner os pragmatisk gennem konfrontation med de mange og nye perspektiver, og hjælper os til at tage stilling - en grundlæggende forudsætning for vores demokratiske deltagelse. Således må kunsten forsøge at tage os nye steder hen. Martin Bigum udtrykker det således:

 

“Det er meget sjældent, jeg bliver gal over noget kunst. Men jeg kan godt føle et stik af vrede ved politisk korrekthed. Jeg kan ikke lide kunst, der er politisk på politisk korrekt vis. Kunst, der lukrerer på noget som alle er enige om. Ja, fremmedhad er forfærdeligt. Og ja, mange danskere har en uheldig holdning til det. Men vi behøver ikke kunst, der lukrerer på det.”

 

Bigums kunst-univers vil nyskabelsen for at nå til en form for konfrontation; han vil ikke blot reproducere politisk korrekte udsagn, som enhver med enighed kan tilslutte sig. Man skal ikke argumentere godt, man skal i stedet tale anderledes, derfor er det så væsentligt, ikke at reproducere samfundets holdninger, men i stedet nyskabe. Bigum vredes i sådanne tilfælde over kunstens funktion; kunsten er et oprør. Kunst skal sige noget nyt, den skal provokere og konfrontere sin beskuer, således at vi mærker, hvordan vi responderer og tager stilling til de eksisterende kodificeringer. Kunsten skal gennem oprøret åbne sprækker, så vi som individer tvinges til at tage stilling til os selv, vores udlægninger og til verden generelt. Således kan kunsten virke dannende ved at hjælpe os til kontinuerlig stillingtagen og genbeskrivelse som individer.